KIRSEBÆREVENTYRET
DEN MODIGE BONDE OG DE SURE BÆR
Torsdag den 21. marts 19.00 i Grand Teatret
Iværk&Vækst deltagere mødes kl. 18.30,
hvor billetter ombyttes til biobilletter.
Baggrund
Tre danske iværksættere satser stort, da de beslutter sig for at producere en kirsebærvin, på Frederiksdal Gods på Lolland, efter helt nye standarder. De begiver sig ud på et utraditionelt vineventyr, der bringer dem til biodynamiske vingårde i Frankrig og til Shanghai, hvor rige kinesiske købmænd forsøger at sælge vinen som en adelig ”kærlighedsvin”. Men hjemme på godset hober et enormt lager af usolgt kirsebærvin sig op. Selv om det nye nordiske køkken er hot, er det svært at placere den mørke kirsebærvin rigtigt i forbrugernes bevidsthed. For godsejer og ankermand i foretagendet Harald Krabbe er det altafgørende, at der bliver en rentabel forretning ud af kirsebæreventyret. Han har lånt millioner med pant i godset, og nu ringer banken og vil høre, om han har en plan for afbetalingen. Tunge økonomiske skyer trækker sig sammen over den rosenrøde iværksætterdrøm om et bæredygtigt nordisk vinslot.
Handlingsreferat
I et fjernt hjørne af Danmark spirer nye ideer. Langt derude på de flade marker har tre iværksættere fundet på at gære på den ”nordiske drue” surkirsebær, hælde saften på tønder, og på alle måder kopiere de stolte franske vintraditioner, for at lave en særlig dansk kirsebærvin. Men hvordan placerer man en dansk frugtvin på det internationale vinkort, hvor forbrugerne ser de franske druevine som enevældige konger?
Da Harald Krabbe arver Frederiksdal Gods på Lolland, vil han udnytte muligheden for at skabe noget nyt. Da han fremviser godsets diverse drift til nogle gæster, fanger særligt de gamle kirsebærplantager vinentusiasten Morten Brink Iwersens interesse, og snart opstår ideen om, at de sammen vil lave kirsebærvin af høsten. I kompagniskab med gourmetkokken, Jan Friis Mikkelsen, planlægger de tre iværksættere en utraditionel vinrejse.
De eksperimenterer først med at lave vin på den klassiske måde, men ikke alt fransk vin know how kan overføres på de sure danske bær. Henover årene kommer de frem til en metode, hvor de kan gære kirsebærsaften og få skabt en kompleks smag, som ligger langt fra den klassiske kirsebær likør, der i højere grad forbindes med kitch og mormors favorit end New Nordic gourmet. Men udfordringerne er mange; for hvordan skaber man et marked for en ny frugtvin i en traditionel og på mange måder snobbet vinverden, der er domineret af Champagne og Grand cru fra Bourgogne?
For at knække koden besøger partnerne anerkendte biodynamiske vingårde i Frankrig, hvor de lader sig inspirere og får nye idéer til både produktudvikling og markedsføring. Drømmen er at erobre verdensmarkedet, og da muligheden byder sig satser de på Kina. Kineserne, fra en af de rigeste provinser syd for Shanghai, er interesserede. De ønsker at skabe et adeligt romantisk brand omkring produktet, med fokus på kinesiske kvinder , der skal drikke de mørke dråber som en ”kærlighedsvin”. I dette kinesiske ”eventyr” udspiller der sig et interessant og humoristisk kulturmøde, der også viser, hvor svært det er at vinde fodfæste på de store eksportmarkeder.
Fra at være en ’sjov ide’ udvikler projektet sig til at blive en seriøs satsning. Men mens kirsebærvinene vinder guldmedaljer og roses til skyerne af anmelderne, tjener forretningen fortsat ingen penge. Det sætter venskabet mellem de tre venner på en hård prøve. Harald investerer hele sit liv og er hovedansvarlig for økonomien bag projektet, men for Morten og Jan er det i højere grad et fritidsprojekt. Harald og hele hans familie er afhængig af, at forretningen udvikler sig og giver overskud for, at han kan holde sit store gods i live. Harald er derfor tilbøjelig til at sætte fokus på omsætningen i højere grad end, Morten og Jan, der står fast på deres principper om økologi, kvalitet og bæredygtighed.
Kirsebæreventyret beskriver en drøm om at grundlægge et nordisk vinslot, og skabe en alternativ ny vin på højde med de bedste producenter i verden. Det er også en fortælling om et iværksættereventyr hvor kvalitet og indtjening skal gå hånd i hånd – dette skal vise sig at være en svær opgave.
Fra at være en ’sjov ide’ udvikler projektet sig til at blive en seriøs satsning. Men mens kirsebærvinene vinder guldmedaljer og roses til skyerne af anmelderne, tjener forretningen fortsat ingen penge. Det sætter venskabet mellem de tre venner på en hård prøve. Harald investerer hele sit liv og er hovedansvarlig for økonomien bag projektet, men for Morten og Jan er det i højere grad et fritidsprojekt. Harald og hele hans familie er afhængig af, at forretningen udvikler sig og giver overskud for, at han kan holde sit store gods i live. Harald er derfor tilbøjelig til at sætte fokus på omsætningen i højere grad end, Morten og Jan, der står fast på deres principper om økologi, kvalitet og bæredygtighed.
Kirsebæreventyret beskriver en drøm om at grundlægge et nordisk vinslot, og skabe en alternativ ny vin på højde med de bedste producenter i verden. Det er også en fortælling om et iværksættereventyr hvor kvalitet og indtjening skal gå hånd i hånd – dette skal vise sig at være en svær opgave.
Tre iværksættere – tre medvirkende
Harald Krabbe er den, der har investeret mest tid og flest penge i iværksætterprojektet. Han er 3. generation af familien Krabbe på den gamle lollandske herregård og for ham er der meget på spil. ”Hvis jeg ikke gør noget, går jeg konkurs, jeg kan ikke bare kigge ud i luften og håbe på at kornet gror, jeg må handle, for at kunne holde huset levende,” siger Harald. Han har i mange år boet alene i det enorme hus med 65 værelser, men har nu fået en familie: En kone, to døtre og en teenage bonussøn. Det har bragt liv til huset, men godset skal renoveres.
Alene at skifte taget koster 10 millioner kroner. For Harald er kirsebæreventyret ikke for sjov. Hele hans økonomi og identitet er bundet op på den mørke vin i de slanke flasker.
For kokken Jan Friis-Mikkelsen har iværksætterprojektet en noget anden betydning. I Danmark er hen kendt som gourmetkokken i Nordsjælland, som tv-kok og senest som dommer i tv-programmet Den store bagedyst. Han er også kendt for at være involveret i mange eksperimenterende madprojekter som altid har kvalitet som omdrejningspunkt. Jan bliver, af yngre kokke, ofte nævnt som inspiration til ideen bag det nye nordiske køkken og elsker, at fortælle historier om de råvarer han serverer i sin restaurant – også om den mørke kirsebærvin han selv har fremstillet.
Harald og Jan diskuterer ofte landbrugets mentalitet. Jan mener, at der bliver produceret alt for meget med fokus på kvantitet fremfor kvalitet. ”Smager I overhovedet på det her spinat?” kan han finde på at sige til Harald, når de går rundt på godsets marker, hvor der også produceres traditionelle landbrugsprodukter. Den diskussion har været en vigtig del af fundamentet for Frederiksdal kirsebærvin. ”Vi skal lave noget vi er stolte af, noget der er forarbejdet ordentligt, og som smager godt – ikke bare en stor mængde, som giver overskud,” lyder det fra Jan, når de taler om at udvide med flere tanke i vineriet.
Blandt de tre iværksættere er det Morten Brink Iwersen som har den faktiske ekspertise indenfor vin og vinproduktion. Som journalist har han anmeldt vine og skrevet om vin i bøger, aviser og magasiner. For Morten er vinprojektet både en hobby, en passion og et politisk statement. Morten er på samme måde som Jan stærkt kritisk overfor den konventionelle landbrugskultur hvor der, hverken produceres økologisk, eller er fokus på en særlig bred variation af produkter. Han synes, også det er en skam at disse producenter ikke raffinerer deres produkter, men for eksempel bare sender skinker til Spanien, hvor de bliver tørret og solgt som ”Parma”, ligesom at danske kvalitetsbær sendes til Polen og bliver del af en anonym rød frugtsaft. For Morten er det lokale en vigtig del af hele visionen med Frederiksdal: Bærrene skal komme fra godsets jord og forarbejdets her. Der kan aldrig blive tale om at købe billigere polske bær, selv om det ville gøre det muligt at tjene flere penge. Så er hele grundlaget for Mortens engagement væk.
DIRECTOR’S NOTE
Filminstruktør Eva Mulvad om Kirsebæreventyret
Hvor der handles der spildes – siger man, og det er også tilfældet i denne erhvervshistorie fra Lolland. Her handles, opfindes og nytænkes så det knager. Og det der handles og spildes er ny nordisk vin af det gamle danske kirsebær, “Stevnsbærret”.
Henover en årrække følger filmen tre venner, der har en fælles drøm; De vil have danskerne til at drikke kirsebærvin og de vil erobre hele verden med den intense drik. De satser, de fejler og de rejser sig igen. Det er tankevækkende hvor meget arbejde der skal til, hvor mange diskussioner man skal igennem, hvor mange millioner der skal lånes, for at skabe en livskraftig virksomhed – og i et større perspektiv give et bud på hvordan, vi gennem kulinarisk iværksætteri kan drive og udvikle dansk landbrug ind i fremtiden.
Jeg er meget glad for at have fået lov at kigge ind i alle hjørner af firmaet Frederiksdal. Ejerne og de ansatte har været modige og tilladt at lade sig følge af et kamera i situationer, hvor der skulle træffes svære beslutninger og på tidspunkter hvor drømmen havde risiko for at udvikle sig til et mareridt. Takket være disse iværksætteres mod får vi indsigt i nogen af de skæbnesvangre øjeblikke, hvor gamle ideer må genovervejes for at give plads til nye. Det er en sjælden åbenhed, og jeg tror, vi alle kan lære noget af de erfaringer Frederiksdal deler med os.
Det er blevet en film som fortæller os noget om, hvad det vil sige at være iværksætter ude i den brogede virkelighed. Ikke fortalt som en bagudskuende succeshistorie, hvor nedturene bliver kuriøse krusninger på et hav af succes, men som en levende historie filmet dér og i de øjeblikke, hvor det var svært, hvor det var sjov og hvor man var højtråbende uenige.
For alle dem der interesserer sig for at se ideer vokse, dem der går nye og uprøvede veje, iværksætter i alle former og farver samt alle relevante beslutningstagere – jeg håber, at denne fortælling vil være til inspiration og vil opildne til at virkeliggøre drømme og opfindelser – om det så er på godser, i industrikvarterer eller i baggårde.
CREDITS
Instruktør, Manuskript & Fotograf:
Eva Mulvad
Klipper:
Jeppe Bødskov
Komponist:
Jonas Colstrup
Producer:
Sigrid Jonsson Dyekjær, PGA
Executive Producers:
Sigrid Jonsson Dyekjær PGA – Mikala Krogh – Pernille Rose Grønkjær & Eva Mulvad
KIRSEBÆREVENTYRET er produceret af Danish Documentary Production med støtte fra TV2 Danmark, Det Danske Filminstitut, Creative Europe Media samt Knud Højgaards Fond.
Medlemmer af facebookgruppen Food Entrepreneurs Denmark og Iværk&Vækst kan booke billetter til særpris her.
OBS: Begrænset antal pladser.