Iværk&Vækst hylder iværksætterdiversiteten i alder, køn, branche og bopæl d. 9/11.

Halvdelen af årets inspiratorer er kvinder!

Det er også en kvinde, der står bag arrangementet, der for 13. gang rulles ud i privat regi i København.

Eva Vedel, der er direktør i Iværk&Vækst, har valgt at dyrke dét hun kalder Wozniacki-effekten.

”Når Caroline Wozniacki vinder i tennis, er der flere kvinder, der gerne vil spille tennis. Og derfor er der også brug for flere kvindelige iværksætter rollemodeller. Andelen af kvindelige iværksættere ligger fortsat under 30% og det er for lidt! Det er baggrunden for at præsentere et program, hvor halvdelen af inspiratorerne er kvinder og vel at mærke indenfor vidt forskellige brancher og størrelser”, siger Eva Vedel.

Vær med på første parket, når Louise Ertman Baunsgaard fra Letz Sushi, Jette Bjerrum (en af Danmarks alt for få kvindelige Business Angels) og serieiværksætterne Jesper Buch og Lars Tvede (der er fløjet hjem fra Schweiz) giver deres bud på, om Danmark kan blive verdensmester i iværksætteri.

Få de hudløst ærlige iværksætterfortællinger, når Karen Simonsen fra Karen by Simonsen under overskriften ”Konkurs mod ny kurs”, giver sin opskrift på, hvordan man kommer op på hesten igen efter have været helt nede og bide i græsset!

Tag med på en rejse ud i fremtidens Business Trends med fremtidsforsker Louise Fredbo-Nielsen fra Future Navigator og hør, hvordan den seje nordjyde og sundhedsekspert Michelle Kristensen har sadlet om efter den første stormfulde forretningssucces.

Mød Elisabeth Dalsgaard fra Swingtime, der lever af at sprede danseglæde i hele verden og senest har skabt et dansekoncept for parkinsonramte.

At møde ligesindede i øjenhøjde og at se, røre og smage deres produkter og høre, hvordan de selv har tacklet udfordringerne giver ofte mere værdi end at blive blæst bagover af præsentationsslides med flotte vækstkurver og svimlende omsætningstal.

Det er baggrunden for, at der i år er inviteret fysiske showcases med på Iværk&Vækst.

Også her er der stor spændvidde fra Casus Grill, der præsenter verdens første 100% nedbrydelige engangsgrill, Gum by Hviid, der har stiftet verdens mindste økologiske gourmet tyggegummi fabrik, til Handywoman2woman, der har skabt en nicheforretning baseret på et særligt behov i markedet.

”Vi har lavet en grundig spørgeskemaundersøgelse blandt iværksætterne, hvor de er blevet spurgt til deres største udfordringer. Nok ikke overraskende peges der på de 4 x K: Kunder, Kompetencer, Kontakter og Kapital. Vi har lagt os i selen for, at der er inspiration, værktøjer og sparring indenfor alle disse områder. Det handler derfor ikke kun om at blive underholdt, men også om at udvide sit netværk, styrke sine kompetencer og få det gode råd, der kan hjælpe dig videre i din forretning, uanset hvor du er!” afslutter Eva Vedel

 

Om Iværk&Vækst

Hvor: Terminal 2 (Krydtogtsterminalerne), Oceankaj 4-6, 2150 Nordhavn (gratis parkering)

Hvornår? Torsdag d. 9/11 kl. 9-17

Billetter: https://ivaerk.nemtilmeld.dk/93/ eller ivaerk.dk

Iværk&Vækst er det årlige inspirationsforum for ambitiøse iværksættere og mødet mellem både grønne startups og garvede serieiværksættere, idémagere, investorer, eksperter, soloprenuers og corporates.

Temaer 2017

  • Corporates meet Startups (når etablerede virksomheder blander blod med Startups)
  • The Tool Box – Handlingsorientede indlæg & konkrete værktøjer
  • Få succes med din webshop – tips og tendenser
  • Iværkstedet – 1:1 sparring med eksperterne (bookes på dagen efter først-til-mølle princippet)
  • Crowdfundingværkstedet (udsolgt)
  • Hammerslag for iværksættere – Hvad er din virksomhed værd?
  • Women Entrepreneurs Lounge – mød de passionerede netværk
  • Startup Spaces & Communities – hvor skal din virksomhed bo?
  • Business Dating – Find din investor, partner eller kollega!
  • Food Entrepreneurs – smag på madiværksætterne!

 

Se hele programmet på http://www.ivaerk.dk/program/

Kontakt: Eva Vedel, tlf. 21207585, eva@ivaerk.dk